Det kan være svært, når man gerne vil glæde sine pårørende, nære venner eller fjerne slægtled i anledning af et nyt livs kommen til verden at finde ud af den passende måde at glæde dem på. Til hvem skal gaven gives – forældrene eller barnet? Kan man overhovedet foretage det skel, når nyfødte er involveret? . Gaven, der gives i et barselsøjemed, kan i høj grad afspejle personlige forhold, og det står én frit for at være kærlig, spøgefuld eller alvorlig, i sin måde at udtrykke sig på. Og hvordan forholder det sig med en gave til ens elskede? Hvordan skal man bære sig ad med at vælge? Her er nogle få (velmenende) råd, som antageligvis kan tages i brug.
Barselsgaven som en opgave
En for mange menneskers vedkommende tilforladelig begivenhed, barnedåben, kan forekomme en kende paradoksal. For dåben er i al sin enkelhed en indvielse. Det skal markere en overgang fra et tidspunkt af barnet og forældrenes liv, til andet. Hvad med gaven, der skal akkompagnere denne begivenhed – hvad skal denne markere? Sonderes terrænet her på siden, vil man finde genstande i mangefold, der er ment til at skulle indgyde en art inspiration i gavegiveren. Inspirationen skal kunne udmønte sig i en værdig markør, én der må være passende til lejligheden. Afhængig af gavegiverens tilhørsforhold, vil de respektive givere allerede forinden barnedåben have stiftet indgående bekendtskab med parret, der forestår festligheden. Gaven, hvad end form den nu måtte tage, er altså ikke en indvielse – den skal ikke bringe to forskellige parter sammen. Den er personlig. En personlig gave kan i tillæg være mangt og meget, blot den er ment som sådan. Gaven er en opretholdende gestus, som kan afspejle tillid og hengivenhed mellem dem, der har hinanden kært.
Om gaven til ens udkårne
Det er straks sværere, når det kommer til at foretage et passende skøn i henhold til via en gave at glæde sin udkårne. Her gives der ikke så generelle retningslinjer, som under mere formelle begivenheder, hvis der da ikke ligefrem er tale om bryllupsgaver. Når man ønsker at glæde det ene menneske, som man har valgt at pleje intim omgang med, så kan der stilles mange midler til rådighed. Principperne, som hos barselsgaverne, kan med tilsvarende vægtlægning plæderes for her. Som der kan læses mere om her, vil en gave uden så meget som en snert af personlighed ikke have store chancer for at falde i god jord – dette bør under alle omstændigheder være antagelsen.
Selvom der kan tages udgangspunkt i mandens given gave til kvinde, eller kvindens given gave til manden, kunne de kønsmæssige forskelle siges i realiteten at være underordnede. For at en gave er kønsbestemt, henvendt til manden eller kvinden, kan tværtom være i fare for at dirigere opmærksomheden væk fra det menneske, som man søger at glæde. Der kan dermed være en vis ræson i at undlade for meget tanke på den generelle gave, og i stedet opmønstre sine kræfter på i gaven at vise den allerede foreliggende hengivenhed til ens elskede, på en måde som kun denne vil kunne forstå.